Det forlyder fra efterhånden mange sider, at det med at have en lille flok høns i baghaven og garagen – til familiens private forsyning af æg – er blevet nok så almindeligt. At der faktisk er mange tusinde familier, der har fundet ud af, at det er uhyre nemt at producere sine egne æg. Og at man derved yder sit lille bidrag til burhønsenes lykkelige undergang.
Det er nemt at holde høns. Og dog. En lang række tips og oplysninger, som for en generation siden var barnelærdom, skal man nu til at lære forfra, og jeg giver gerne mit bidrag hertil. Til dels foranlediget af, at jeg selv har dummet mig for 4. eller 5. gang, hvilket jeg kommer til om lidt. For først skal temperaturen tages.
Mange er bekymrede for hønsene, når det bliver koldt. Spørger f.eks., om hønsehuset skal være isoleret. Det skal det absolut ikke. Høns kan helt uden problemer tåle al den kulde, der optræder på vore breddegrader, bare det ikke trækker for meget i huset. Det eneste minus ved kulden er, at hønsene da bruger mere energi på at holde varmen og derved mindre energi på at producere æg. Det er altså helt naturligt, hvis ægproduktionen falder om vinteren – og tager sig et ekstra dyk i alvorlige frostperioder.
Et decideret problem kan være, at vandet fryser. Og den går ikke, for høns skal have adgang til vand hver eneste dag. Da må man sørge for at give dem tempereret vand en gang eller to om dagen. Eller forsyne sit vandingsanlæg med en anordning, der holder vandet frostfrit. En akvarievarmer f.eks.
Og så er der ikke flere vinterproblemer. Ikke noget med at holde dem inde, fordi det er koldt. Høns elsker at være ude i al slags vejr undtagen vedvarende regn.
Og nu kommer vi til dumheden. At jeg købte en flok Lyse Sussex for 4 år siden – nej snart 5 år siden – og helt glemte at forny mine høns, fordi det jo bare gik så godt. Og man i øvrigt brugte sin hønseenergi på at få fat i nogle gule, sortsømmmede Orpingtoner, som slet ikke har noget med morgenæg og hjemmelavet bearnaisesovs at gøre, men bare er de flotteste høns, jeg længe har set.
Så jeg glemte det. At en høne er optimal, hvad æglægning angår, fra den er et halvt år til halvandet år gammel. Da kan den måske lægge 300 æg.
Det følgende år lægger den 250 æg måske, og det er da også meget pænt. Året efter 200 æg. Og så 150, o.s.v. Produktionen falder støt og roligt – æggepauserne bliver længere og længere.
Men ikke nok med det. En høne på 2 år er en ganske udmærket lørdagskylling. En høne på 3 år kan bruges til suppe og frikasé. Ældre høns kan allerhøjest bruges til at koge suppe på, men er i øvrigt uspiselige.
Konklusion: Hvis vi vælger at se bort fra kæledyrsaspektet, men vil være rimeligt nøgterne omkring det lille hønsehold, så bør man forny ca. en trediedel af bestanden hvert år. Så har man altid så mange unge høns, at æglægningen foregår nogenlunde uafbrudt. Og hønsene bliver aldrig så gamle, at de holder op med at gøre æg det meste af vinteren og i tilgift ikke lader sig spise, når det hele er ovre.
Hvis man har en hane, er det endnu værre. Den skal helst spises, inden den er et år gammel – hvis den altså skal spises. Glemmer aldrig dengang vi slagtede en 3 år gammel Orpingtonhane, som vejede den nette vægt af 3 kg. i slagtet tilstand og blev serveret som festmåltid. Den fik dobbelt stegetid, men var sej som sålelæder.
Og så siger han bare, at man skal forny sin bestand hvert år. Hvordan gør man det?
Ja, man kan jo købe unge høns samme sted, hvor man købte sidste gang. Det er langt det nemmeste. Men det er langt det sjoveste at lave dem selv – at ruge ud. Det passer meget godt med, at man lader en skrukhøne ruge et hold kyllinger ud hvert forår. Det giver normalt 8-10 kyllinger, hvoraf halvdelen er høner og halvdelen haner. Hanerne slagtes, når de er et halvt år gamle. Meget, meget lækre. Hønsene er fornyelsen.
Men man kan også benytte anledningen til at skaffe sig høns af andre racer. Selv har jeg aldrig kunnet stå for fristelsen til at prøve lidt af hvert. Opsøger diverse fjerkræavlere i løbet af sommeren og efteråret og køber 2 styk af den slags eller 3 af den slags. Af de unge høns eller store kyllinger, de som regel har rigeligt af på netop den årstid. De fleste avlere er kun glade for på den måde at komme af med de individer, der ikke er gode nok til at bruge i avlen. Og man kan benytte anledningen til at få sig en god snak om høns.
Til sidst en række tips i tilfældig rækkefølge:
Hønsegården: Lav den så stor som muligt. Brug trykimprægnedere pæle i ca. 2 meters højde og grav nogle blikplader eller lignende ned imellem stolperne – i en halv meters dybde. Så kan ræven aldrig grave sig ind og hønsene ikke grave sig ud.
Skal hønsegården i øvrigt være pæn at se på, så brug havehegn i stedet for det normale slaskede hønsenet. Det findes med en maskestørrelse på 5 x 10 cm og i 180 cm. højde. Er smukt, stærkt og uforgængeligt.
Nogle høns flyver ud af hønsegården alligevel, når det passer dem. Dur det af en eller anden grund ikke, er der to muligheder. Enten at lægge net over hønsegården. Eller at stække de pågældende høns, hvilket vil sige, at man klipper den yderste halvdel af svingfjerne på den ene vinge. Så flyver den skævt og vil som regel opgive udflugterne.
Racer: Det er ikke ligegyldigt, hvilke racer man vælger til det lille, ekstensive hønsehold. Nogle er betydeligt bedre egnede end andre. Racerne Lys Sussex, New Hampshire, Rhode Island og Barnevelder hører til de sikre. Rolige, god æglægning, gode at spise, meget robuste, altædende. Og som regel også med rugeinstinktet delvist intakt, hvilket de moderne æglægningsracer aldeles ikke har.
Det grønne drys: Høns elsker at spise grønt. Hele sommeren får de græs fra græsplænen og overskud fra køkkenhaven. Men om vinteren kniber det. Derfor har vi plantet rigeligt med grønkål i køkkenhaven. Langt mere, end vi kan spise. Smider en dusk ind til hønsene engang imellem, og de hugger det i sig. Kvitterer med orangegule æggeblommer.
